Fire kommuners bredbåndsplaner skydes i gang i Brædstrup
Det digitale Midtsønderjylland kaldes projektet, hvor kommunerne Rødding, Gram, Nørre-Rangstrup og Vojens i fællesskab med Sydvest Energi og Dansk Bredbånd vil bringe fremtidssikret fiberbredbånd til Sønderjylland
Det bliver beboerne i Brændstrup, der først får adgang til den digitale motorvej, som bringer landets hurtigste internet (10 Mbit/s), telefoni, TV og video- on- demand med sig. Den digitale motorvej bliver dermed en realitet i Rødding kommune.
Startskuddet på Det digitale Midtsønderjylland projekt markeres med et kick off arrangement, hvor blandt andre Rødding kommunes borgmester Tage Sørensen samt Sydvestenergis administrerende direktør Ebbe Seligman vil deltage. Alle interesserede er velkomne.
Tid: Torsdag den 2. juni 2005 kl. 15 (åbent hus til kl. 18)
Sted: Låsledvej 3, Brændstrup, 6630 Rødding
En fiberforbindelse kan transportere så store mængder af data, at hele hjemmets digitale kommunikation og underholdning er samlet omkring ét stik og sikret langt ud i fremtiden. Det er et stort, elektronisk tag-selv-bord med menuer som lynhurtigt internet, video-on-demand, TV, telefoni, transport af målerinformationer, overvågning af elinstallationer, sikkerhed m.m.
Rødding Kommune markerer en ny æra med det nye lynhurtige internet, som signalerer fremsynethed og mulighed for kommunikation i overhalingsbanen. Ifølge borgmester Tage Sørensen ser kommunen fibernettet som et stort aktiv, der bidrager til at styrke bosætning og erhvervsudvikling i området.
Adm. direktør Ebbe Seligman fra Sydvest Energi udtaler:
- En infrastruktur bygget på lysledere giver en væsentlig forøgelse af den hastighed, hvormed der i dag kan overføres digitale data. Dermed øges også mulighederne for at udnytte computerteknologien optimalt.
Sydvest Energi har i forvejen et veludbygget elforsynings- og kommunikations-net i det syd- og sønderjyske område. I projektet Det digitale Midtsønderjylland vil Sydvest Energi stå for etableringen af fiberen. Til at varetage driften og indholdet har energiselskabet valgt Dansk Bredbånd a/s- en af Danmarks førende leverandører af optiske, fiberbaserede bredbåndsløsninger. Dansk Bredbånd har erfaring fra lignende projekter over store dele af landet og vil i forbindelse med pilotprojektet i det sønderjyske fungere som en kompetent og solid samarbejdspartner for Sydvest Energi.
30. maj 2005
Pressemeddelelse i pdf.format
Yderligere information kan fås ved at kontakte:
Adm. direktør Dansk Bredbånd Kim Ths. Sonne på tlf. 33 38 58 00,
PR Chef Dansk Bredbånd Christiane Vejlø på tlf. 31 70 58 00,
Direktør Sydvest Energi Connie Stjernholm på tlf. 76 14 88 00
Projektleder for Det digitale Midtsønderjylland, Simon Simonsen, Tlf. 31 70 58 00 eller Tlf. 73 84 85 85, mobil 21 79 22 30