Ny stor kapitaltilførsel til hastigt voksende bredbåndsleverandør

Dansk Bredbånd får yderligere kr. 50 mio. af aktionærerne ATP, Dansk Kapital Anlæg, InnFond og NEF Fonden. De fire aktionærer tror så meget på den hastigt voksende bredbåndsleverandør, at de sammen med energiselskaberne Energi Fyn og SEAS/NVE indtil videre har investeret kr. 270 mio. i selskabet.

Behovet for båndbredde er stigende, og Dansk Bredbånd mærker en markant øget interesse for den kapacitet, virksomheden kan levere via optiske fiberforbindelser. De indlysende potentialer på området får virksomhedens fire investorer til at lægge yderligere kr. 50 mio. i kassen. For administre-rende direktør Kim Ths. Sonne er tidspunktet for kapitaltilførslen godt valgt.

”Vi oplever en så stor interesse for vores fremtidssikrede bredbåndsløsninger, at det lige nu bare gælder om at få fiber rullet ud i hele landet, så danskerne kan få adgang til de høje båndbredder. Det er vores investorer enige i, og kapitaltilførslen kommer til at gå til yderligere ekspansion.”

Der er for alvor ved at komme fokus på de digitale tjenester, som kræver høj båndbredde. Eksperter vurderer, at der alene til HDTV kræves mindst 24 Mbit/s for hver enkelt husstand. Samtidig vil mere og mere elektronik til hjemmet kræve båndbredde.

”Med det fibernetværk vi etablerer som alternativ til det gamle kobber, kan vi være sikre på, at vi altid vil kunne levere den båndbredde, der må blive behov for. Behovet stiger i øjeblikket nærmest uge for uge, så det er nu fundamentet for fremtiden skal lægges” udtaler Kim Ths. Sonne. 

24. august 2005                                                

Pressemeddelelse i pdf.format

Læs andre pressemeddelelser fra Dansk Bredbånd

Nærmere information kontakt:
Adm. direktør Kim Ths. Sonne tlf. 33 38 58 00
PR Chef Christiane Vejlø tlf. 31 70 58 00 

 

© Copyright 2007 Dansk Bredbånd. All rights reserved.Brugerbetingelser for www.dbnet.dk