Viasat lancerer IP-tv i Danmark i samarbejde med Dansk Bredbånd

Den internationale mediekoncern Modern Times Group MTG AB bekendtgjorde i dag, at Viasat Broadcasting vil lancere IP-tv via bredbånd i Danmark. Viasat har underskrevet en aftale med bredbåndsoperatøren, Dansk Bredbånd, som giver Dansk Bredbånd og en række elselskabers kunder adgang til Viasats Guldpakke via deres bredbåndsforbindelse.

Aftalen er den seneste udvikling i Viasats strategi om at gøre sine kanaler tilgængelige via flere platforme, og den ligger i forlængelse af lignende succesfulde aftaler om levering af IPTV i Sverige og Norge i henholdsvis 2004 og 2005.

Aftalen vil give seerne adgang til Viasat Guldpakken med over 50 tv-kanaler samt Viasats elektroniske programguide (EPG). Pakken inkluderer Viasats egne TV3, TV3+, Viasat Sport 1, 2, 3 og 24, de seks TV1000 filmkanaler og to Viasat dokumentarkanaler plus tredjepartskanaler, herunder CNN, BBC World og samtlige Disney kanaler.

"Lanceringen af Viasat Guldpakken på Dansk Bredbånds IP-platform er en helt naturlig forlængelse af vor forretning. Aftalen har stor betydning for os, fordi den giver os mulighed for at nå ud til mange nye kunder med vores populære digitale tv-pakke. Derudover afspejler aftalen begge parters store engagement i udbredelsen af IP-tv i Danmark. Aftalen indeholder et klart signal om Dansk Bredbånd og el-selskabernes store tiltro til vores produkt, og det sikrer os et fornuftigt forretningsgrundlag lige fra begyndelsen", siger administrerende direktør i Viasat, Kim Poder.

Viasat og Dansk bredbånd lancerer den nye tjeneste fra den 1. november 2006.

Aftalen er en stor satsning for Dansk Bredbånd, hvor bestyrelsesformanden da også er rigtig glad for aftalen.
"Vi er meget glade for at udvide samarbejdet med Viasat. De råder over nogle af de tv-kanaler, som vore IP-kunder længe har sukket efter. Aftalen giver med et slag vore kunder adgang til alle de mest eftertragtede danske og internationale underholdnings- og sportskanaler", siger bestyrelsesformand i Dansk Bredbånd, Svenn Dam, og tilføjer: "Denne aftale styrker Dansk Bredbånds position på markedet".

29.9.2006

 

© Copyright 2007 Dansk Bredbånd. All rights reserved.Brugerbetingelser for www.dbnet.dk